Familien Pociot er igen blevet landkrabber - her ved deres hjem på Øresundsvej i Hornbæk. Foto: Lars Johannessen
 
 
Udgivet d. 10/08/2019 – Af Kirsten Moth              Helsingør Dagblad
 
 “Man behøver ikke at arve en rig onkel for at udleve sin drøm”
 
Familien Pociot fra Hornbæk er kommet hjem efter et års sejlads. Et år, der har ændret næsten alt. Kalenderen bliver ikke mere fyldt op med alt muligt, og familien frasorterer en hel del ting i deres liv. 
 
 
PORTRÆT: Det er godt et år siden, at familien Pociot slap fortøjningerne i Hornbæk Havn og vinkede farvel til familie og venner. Forude ventede et års sejlads ombord på deres sejlbåd Freedom. Kursen blev sat gennem den Engelske Kanal, mod Sydeuropa, over Atlanten, til Caribien – og retur til Hornbæk. Til eventyr, frihed, samvær og spænding. Hvad familien fra Hornbæk ikke vidste var, at det skulle blive et år, der er kommet til at ændre næsten alt. 
 

Familien Pociot er igen hjemme på Øresundsvej i Hornbæk. Præcis 363 dage efter afsejlingen den 27. juni 2018 stod de ind i Hornbæk Havn med både Freedom og hjerterne fyldt med oplevelser og erfaringer. De havde realiseret deres fælles drøm.

Nu er hverdagen ved at komme i gang igen med skoler, jobs og fritidsaktiviteter. Og med at vænne sig til, at familien bestående af Karina og Jacob Pociot, 43 og 44 år, og deres tre børn, Phillip, 18, Amalie, 11, og Villads, 10, ikke længere kan tilbringe så meget tid sammen.

Kigger på livet og sig selv

Herhjemme i villaen lige bag Hornbæks sandede klitter, går snakken livligt, når familien er samlet. Om fremtiden, om nye planer og nye drømme og om de livsændrende beslutninger, der er truffet i løbet af det sidste år ombord på Freedom.

– Der skal ikke så meget til, før man er lykkelig. Det har vi lært en hel masse om det sidste år. Man begynder at kigge på livet. Og se på sig selv. Og vi er nået frem til, at vi skal frasortere en hel del ting i vores liv. Det er familielivet og vores samvær, som jeg fremover vil prioritere. Det er dét, der betyder allermest. Kalenderen vil jeg ikke fylde op med alt muligt, hvor man farer rundt og glemmer sig selv, siger Jacob Pociot, der er en meget erfaren sejler med mange sømil under kølen.

Bag ordene er der handling. Pociot har solgt de ejendomme og virksomheder, han har ejet og på anden vis været involveret i. Tilbage er nu virksomheden Pava-centret i Farum, der beskæftiger sig med rustbeskyttelse og undervognsbehandlinger.

Nye eventyr

Her begynder Karina Pociot i nyt job som sekretær. Phillip tager fat på sin uddannelse til elektriker, Amalie og Villads begynder i henholdsvis 6. og 4. klasse.

Alle er enige om, at om maksimalt fem år er de igen ude i et nyt eventyr, som de drømmer om. Flere ønsker er allerede på bordet.

– Mange mennesker snakker en masse om deres drømme og om at realisere dem. Men gør det aldrig. For os har det på denne tur været dybt inspirerende at møde så mange vidt forskellige mennesker, der med meget varierede baggrunde og økonomier er ude at udleve en drøm. Vi har mødt alle aldersgrupper og typer. Fra dem, der lige er gået på pension og har ventet på den store chance til dem, der har solgt en virksomhed, til politimanden, der var gået ned med stress. Alle er i samme båd, og der opstår et kæmpe fællesskab, hvor vi også undervejs er taget på ture med andre. Rent sejladsmæssigt er det dejligt at have en masse sparringspartnere til at tale vejr, havneforhold, navigation og den slags med.

Hjem med en sejr

– Folk taler tit om, at de er bange for deres økonomi, og at de ikke bare kan tage afsted. Men vi har mødt mange på lavbudgetter, der er ude at have en enestående oplevelse.

– Vi har blandt andet mødt danske familier, der har lejet huset ud, taget orlov fra deres jobs og omlagt lånet. Når de kommer hjem, kører det skrabet et stykke tid, men man kommer hjem som andre mennesker, og så gør det ikke så meget. Man kommer hjem med en sejr og med et styrket sammenhold. Man behøver altså ikke at arve en rig onkel for at udleve en drøm, mener Jacob Pociot.

Rådet til andre er, at man skal sætte en dato. Ellers bliver man ved med at udsætte. For den helt rigtige dato kommer aldrig.

Netop mødet med andre sejlere har været en af de lidt uventede gode oplevelser undervejs.

Bearbejdelsen af indtryk

– Sejlturen har været mere social, end vi havde troet.

– Vi sejler rundt som vagabonder, omend luksusvagabonder, men vi kommer mere åbent ind, end hvis man sad på et femstjernet charterhotel eller et stort krydstogtskib. Alle er mere åbne og hjælpsomme. Det har også blæst meget, meget mere, end vi på forhånd troede og dét der med at “ligge på fordækket”, når vi sejlede, det har der ikke været meget af. Alles grænser er blevet rykket meget på dette felt. Men på grund af vores høje sikkerhedsniveau ombord, har vi ikke følt utryghed, siger Karina Pociot.

Hun pointererer også glæden ved at komme hjem og få ro til at bearbejde oplevelserne.

– Selv om det er forkælet at sige, så er det sådan, at når man har oplevet tilstrækkelig mange vulkaner, vandfald og alt muligt andet, så kan man også blive mæt og få brug for at bearbejde og tænke.

Det er netop den proces, familien er i gang med nu. Imens spirrer nye planer og drømme frem og de må gene være vilde.

– “Drengene” i familien hælder mest til en idé om at bygge en dobbeltdækkerbus om, og så skal vi køre igennem Canada og USA, siger Karina Pociot.

Klimaforandringer

Klimaforandringer og de levevilkår, de medfører for mennesker andre steder i verden er også et indtryk, som giver stof til eftertanke og snak i det hornbækske hjem. Et stigende antal orkaner viser, at klimaet flytter sig, mener de i familien.

– Vi har set rigtig mange ødelæggelser efter orkaner i Caribien. Her tager det lang tid at genopbygge byer og områder. Det værste sted var Dominica, der i september 2017 blev ramt af en orkan. 95 procent af øen er ødelagt, og de har fortsat ikke nået at genopbygge ret meget.

Donationer

Donationerne kommer, men arbejdet skal også udføres, og dette “håndteringsarbejde” går det langsomt med.

Både og biler lå stadig væltet, og en kæmpe kran var blæst ud i vandet. Vi kom tæt på, da vi lærte en lokal at kende. Og det gør et kæmpe indtryk.

Karina Pociot fortæller ligeledes, at indbyggerne på øen St. Lucia er begyndt at bygge nedad i et forsøg på at tage højde for klimaforandringerne. Når det blæser, hvilket det gør mere og mere, kan de søge beskyttelse i kældrene.

– Når vi mødes som familie om 20 år, så tror jeg, vi vil tale om stranden på Antigua og om alle de oplevelser, der bliver ved med at dukke op. Om julemiddagen ombord med det lille plastikjuletræ og grillpølserne, smiler Jacob Pociot.

Artiklen sidst ændret: 10. august 2019 05:20

Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram